Miniguide til opstart af virksomhed

Her er en lille miniguide til dig, der netop har besluttet dig for at gå all in og blive selvstændig. Du har den perfekte (forretnings)plan, masser af ideer og måske endda potentielle kunder ventende i kulissen. I den spæde opstart skal der tages nogle helt basale valg vedr. din virksomhed. Det drejer sig om:

Hvad skal dit firma hedde?
Ar´men, det er jo bare et navn. Nej, hvis du spørger mig, så skal din virksomheds navn sige noget om, hvad den laver.
Min lille virksomhed vil gerne være din samarbejdspartner, når der skal planlægges og eksekveres på det gode indhold både til sociale medier og websites. Vi bevæger os mere og mere online, så derfor skal din markedsføring naturligvis også foregå der.

Er domænet ledigt?
Det er selvfølgelig ikke altafgørende med det navn, men det må gerne virke prof og med en rød tråd til indholdet af virksomheden. Når det så er sagt, så skal navnets domæne være ledigt. Overvej, om du både har brug for .dk og .com. Du tjekker det hos velkendte udbydere som fx UnoEuro eller DanDomain.

Har du en fornuftig forretningsplan?
Når du gør dig nogle tanker om din forretningsplan, så kommer du naturligt til at skulle overveje flere vigtige ting såsom:
– hvor er jeg i dag, og hvor vil jeg hen?
– hvordan kommer jeg dertil?
– hvad er tidshorisonterne på ønskede mål?

Læs meget mere og prøv at udfyld din forretningsplan her

Hvilken form for virksomhed vil du stifte?
Det kan virke uoverskueligt, hvilket slags firma du skal oprette. Skal det være personligt eller drevet som et selskab? Indskud? Tænk over, hvordan du hæfter for fx en lagerbeholdning. Der findes et hav af regler, men du får nemt et overblik over virksomhedsformer lige her. Personligt har jeg stiftet en enkeltmandsvirksomhed. Det er bare mig. Behøver intet indskud. Ja, jeg hæfter personligt, men da jeg ikke skal ud og investere i dyre maskiner, lokaler eller produkter, så tager jeg chancen.

Oprettelse af CVR-nr./momsregistrering
Så, nu er du ved at være i mål. Du kan nu gå på Virk.dk og registrere din virksomhed – nemlig ved at oprette et CVR-nr. Vær opmærksom på at det er frivilligt at momsregistrere din virksomhed, hvis den momspligtige omsætning er under 50.000 kr. på 12 mdr.
Log ind med dit Nem-ID lige her – og ganske få klik senere, så har du dit eget CVR-nr. Stort tillykke!

Vælg bank for din erhvervskonto
Jeg ved det, dit største fokus er at oprette virksomheden og så se at komme i gang – få nogle kunder og ikke mindst indtjening. Først da jeg med stor begejstring skulle sende mine allerførste fakturaer af sted, blev jeg (lidt for sent) opmærksom på, at jeg jo var nødt til at have en erhvervskonto! What – åh nej, i hvilken bank og hvor hurtigt kan man få sådan en lavet? Sorry guys, det sker slet ikke fra dag-til-dag. Regn med 2-3 uger. Så måtte de fakturaer vente. Din erhvervskonto skal derfor også ret hurtigt på plads, så du ikke får den vildeste likviditetsforskydning.

Få lavet din erhvervskonto med 2 konti – så kan du nemt lægge til side til moms og skat og undgår dermed ubehagelige overraskelser. Klassisk begynderfejl. Udover et oprettelsesgebyr betaler man også et månedligt abonnement for at have en erhvervskonto. Find det produkt/den bank, der passer bedst til din virksomheds behov.

Alt det bedste herfra!
Kh Stina