Godt nytår!

Mit 2017 startede et noget udfordret sted, men har heldigvis udviklet sig positivt.
I processen med at slikke mine sår efter ufrivilligt at blive jobsøgende, mistede jeg hel uventet min mor. Og kort efter min svigerfar. Det at være jobsøgende var i en periode ikke det, der var det værste…

Tilbage i februar sendte jeg en uopfordret ansøgning og blev inviteret til en samtale. Fantastisk! Der var ikke lige et konkret job, men ideen om at arbejde som selvstændig konsulent blev sået.

Efter at have gennemtænkt alt omkring ikke at skulle være alm. lønmodtager, som jeg har været, siden jeg startede som kontorelev hos Brandt & Falk Reklamebureau for … øh kun 24 år siden, og tænkt over forretningsidé, for og imod osv., så blev ideen mere og mere tiltrækkende.

Jeg satte mig for først at skaffe nogle kunder. Jeg var ude flere steder og præsentere mig selv og alle mine ideer. Da den første kunde var en realitet, oprettede jeg d. 1. maj mit firmas CVR-nr. Flere kunder er komnmet til siden, og jeg hjælper i dag 5 virksomheder med at drive deres Facebook-side, så de på den måde er sikret både en stabil tilstedeværelse og varieret indhold.

At springe ud i livet som selvstændig er noget af det bedste, jeg har gjort længe. For mig er fordelene langt større end ulemperne. Jeg er herre i eget hus, har stor fleksibilitet, kort transporttid til og fra arbejde og vigtigst, jeg nyder virkelig at være mine kunders samarbejdspartner. Jeg tager ansvaret og gør mig umage på deres vegne.

Fremtiden bringer på flere spændende muligheder, som jeg glæder mig til at tage fat på straks i det nye år. Jeg tror, at 2018 bliver fremragende.

Jeg vil gerne ønske dig og din familie et ualmindelig godt og lykkeligt nytår!